Myte: Teorien om de 7 intelligenser

Myte: Teorien om de 7 intelligenser

Teorien om de Mange Intelligenser (MI) blev oprindeligt fremsat af den amerikanske psykolog Howard Gardner.

Oprindeligt var der 7 intelligenser, siden er der kommet to til:

  • Musikalsk/kreativ intelligens
  • Sproglig/verbal intelligens
  • Kropslig/kinæstetisk intelligens
  • Logisk/matematisk intelligens
  • Visuel/rumlig intelligens / spatial intelligens
  • Interpersonel intelligens / social intelligens
  • Intrapersonel intelligens / personlig intelligens
  • Den naturalistiske intelligens / naturalistisk intelligens
  • Den eksistentielle intelligens / livsklog intelligens

Jeg vil her undlade at uddybe, hvad de forskellige intelligenser går ud på.

Som med teorien om læringsstile, teorien om en kreativ højre og en logisk venstrehjernehalvdel samt ideen om, at vi kun bruger 10 procent af vores hjerne, har jeg tidligere ædt teorien om de Mange Intelligenser råt og videreformidlet den som den pureste sandhed.

Jeg er stor fan af tænkningen om at se bredere på menneskers evner end blot det, der kan afsløres i en intelligenstest. Jeg er også skeptisk overfor ideen om en intelligens, der kan måles og ikke kan ændres. Men det ændrer ikke ved, at der er nogle problemer med MI-teorien.

Crash-kursus i (natur)videnskab

Man kan i øvrigt diskutere, om man i det hele taget kan kalde det en teori.

Indenfor naturvidenskab er en teori en ”forklaring på, hvorfor ting er som de er”. Gode teorier er underbygget af beviser og laver forudsigelser, der kan testes og er falsificerbare. Gode teorier har også en plausibel forklaring på, hvordan teorien kan være rigtig.

Teorien om tyngdekraft er en teori, der forklarer, hvorfor ting falder ned på jorden, hvis vi kaster dem op i luften. Den forklarer også månens kredsløb om jorden og meget andet. Teorien om tyngdekraft er underbygget af en lang række målinger og observationer. Den kan forudsige, at hvis vi kaster noget i luften, så falder det ned igen. Teorien kan falsificeres, hvis vi kan lave et eksperiment, hvor ting ikke falder til jorden, selvom de kastes op i luften. Teorien om tyngdekraft passer, i runde tal, med andre teorier og observationer, og fysikere kan komme med plausible forklaringer på, hvordan tyngdekraften fungerer.

I daglig tale hører man ofte ordet ’teori’ brugt i betydningen, at noget ”bare er en teori (ud af mange)”, og at det ikke er sikkert, at det forholder sig sådan. Indenfor naturvidenskab vil man i sådan et tilfælde bruge ordet ’hypotese’ og ikke ordet ’teori’.

Jeg kan eksempelvis godt have en ide om, hvem der tog den sidste kage fra kagedåsen, men det vil givet fald ikke være en teori, men en hypotese.

Hvis jeg kigger på to ens grafer, hvor den ene viser fødselstallet i Burkina Faso, og den anden viser antallet af udlændinge i Premier League, kunne vi godt udvikle en fantasifuld hypotese. Men vi ville jo hurtigt nå frem til at sige, at der nok var korrelation mellem de to grafer, men ikke kausalitet, dvs. årsagssammenhæng, idet vi ikke kan komme på en plausibel forklaring på, at de to datasæt skulle have noget med hinanden at gøre.

I mange år har psykologi og læringsteorier været et primært humanistisk forskningsanliggende. Man har kunnet udtænke teorier om, hvordan vi lærer, og hvordan hjernen fungerede. Disse byggede typisk på observationer af andre og introspektion (dvs. selviagttagelse), men før udviklingen af hjernescannere og fremkomsten af kognitiv neurovidenskab var det mest gætværk, da man af gode grunde ikke kunne verificere, hvordan det rent faktisk forholdt sig i hjernen. Når man nu faktisk har mulighed for at kunne verificere eller falsificere psykologi og læringsteorier, bør man så ikke søge at gøre det?

Bør man ikke søge at finde en underlæggende neurovidenskabelig forklaring på en læringsteori?

Det synes jeg. I det mindste kunne man starte med at kræve at teorier ikke måtte være i direkte modstrid med det videnskabeligt observerbare.

Kritik af teorien om de 7 intelligenser

Et af de større problemer med MI er, at Gardners definition på intelligens forkaster eksistensen af begrebet intelligens som det traditionelt bruges, og i stedet bruger ordet intelligens på en måde, hvor andre ville bruge ordet evne eller talent. Det vil sige, at vi helt fra begyndelsen har et problem, idet vi ikke har en entydig definition på, hvad vi taler om.

Gardner definerede en intelligens som et ”bio-psykologisk potentiale til at behandle information, der kan aktiveres i en kultur til at løse problemer eller skabe produkter, der har værdi i mindst én kultur”, men tilføjede det forbehold, at han ikke havde en fast definition, og at hans klassifikation mere var en ”æstetisk vurdering” end en videnskabelig vurdering.

Gardner er også blevet kritiseret for ikke at have udviklet et test for de Mange Intelligenser.

Han siger: “Ultimately, it would certainly be desirable to have an algorithm for the selection of an intelligence, such that any trained researcher could determine whether a candidate's intelligence met the appropriate criteria. At present, however, it must be admitted that the selection (or rejection) of a candidate's intelligence is reminiscent more of an artistic judgment than of a scientific assessment.”[1]

Så Gardner siger altså selv, at de enkelte intelligenser er en vurderingssag. Men hvis det er en vurderingssag, og man ikke kan lave en entydig definition af dem, kan man jo heller ikke bakke teorien op med objektive empiriske beviser.

Der er da heller ikke nogen empiriske studier, der validerer eksistensen af MI-teorien[2].

Gardner og Connell indrømmede i 2000, at der var "little hard evidence for MI theory" [3] og i 2004 udtrykte Gardner, at han ville “blive glad, hvis sådanne beviser skulle vise sig” (”delighted were such evidence to accrue") og indrømmede, at "MI teorien ikke har mange entusiaster iblandt psykometrikere og andre med en traditionel psykologisk baggrund, fordi de kræver psykometriske eller eksperimentelle data, der tillader, at man kan bevise eksistensen af flere intelligenser”.

Man kunne måske leve med de manglende empiriske data hvis Gardner med udgangspunkt i kognitiv neurovidenskab, var kommet med en plausibel forklaring på, hvordan-MI teorien kunne være sand.

Det gjorde han ikke. Til gengæld siger udviklingspsykologen og forskeren Lynn Waterhouse, at ”det er usandsynligt, at den menneskelige hjerne fungerer via Gardners multiple intelligenser”[4].

Jeg finder det også usandsynligt, at hjernen skulle have udviklet sig via evolution således, at vi havde en musikalsk intelligens, der eksempelvis er adskilt fra den logiske eller kropslige intelligens. Det giver simpelthen ikke biologisk mening og flugter ikke med det, vi ved om, hvordan hjernen fungerer.

Nu er det selvfølgelig helt OK at postulere, at noget forholder sig på en given måde. Men hvis man

  • ikke kan bakke teorien op med empiriske beviser, eller
  • ikke kan foreslå en metode hvorpå man kan falsificere eller bekræfte teorien, og
  • ikke kan komme med en rimelig forklaring på, hvorfor teorien er sand

så er man på tynd is rent videnskabeligt.

Brug af Gardners 7 intelligenser i uddannelsesregi

På trods af den tynde videnskabelige is er teorien om multiple intelligenser blevet meget populær i uddannelsesregi, hvor den ofte blandes sammen med teorien om læringsstile, og der er skrevet hundredvis af bøger om anvendelse at Gardners teori i skoler[5]. Gardner selv afviser eksistensen af læringsstile og er enig i, at ideen om læringsstile er usammenhængende og mangler empirisk bevis. Han opsummerer sin tilgang med tre anbefalinger til undervisere:

  • individualisér undervisningen så, man anvender den mest effektive metode for hver enkelte elev,
  • sørg for, at der bliver undervist på flere måder, når det drejer sig om ”vigtige emner eller materiale”, og
  • undgå at bruge ordet læringsstil, da det er forvirrende[6]

Ikke dårlige råd, men nok lettere sagt end gjort, og man kan vel, med en vis rimelighed, forlange, at manden kræver det samme af sin egen teori, som han kræver af andres.

Jeg er sikker på, at Howard Gardner har udtænkt sine teorier og skrevet sine bøger, fordi han selv har troet, de var rigtige. Han har også tjent gode penge og vundet stor anseelse på at udgive sine bøger og tale om dem.  Som jeg nævnte tidligere, synes jeg også, at ideen er sympatisk. Men ingen af disse ting gør teorien sand.

 

[1] Gardner, Howard (1983), Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences

[2] 1994 Sternberg, 2000 Allix, 2004 Sternberg and Grigerenko, og Waterhouse, Lynn (Fall 2006a). "Multiple Intelligences, the Mozart Effect, and Emotional Intelligence: A critical review"

[3] Gardner and Connell (2000, p. 292)

[4] Lynn Waterhouse Fall 2006a

[5] Davis et al. 2011, p. 486

[6] "Howard Gardner: 'Multiple intelligences' are not 'learning styles'". The Washington Post. Retrieved 10 October 2014.

 

Har du lyst til at lære mere?

Hvis du er interesseret i videnskab og lærings- og hjerne myter vil disse artikler sikkert interessere dig.

Hvis du er interesseret i at læse om motivation og læring kan disse artikler måske interessere dig.

Hvis du vil vide mere om digital læring og e-læring kan du starte med vores Elearning FAQ