Computernes fremkomst har muliggjort en helt ny form for læring: adaptiv læring. Det er, på papiret, det tætteste man kommer den hellige gral inden for læring.
Ideen er, at man kan teste brugere og på baggrund af deres svar automatisk tildele dem digitalt læringsindhold, der adresserer præcis de ting, de ikke forstår. Hverken mere eller mindre. Fordelene er enorme; brugerne skal ikke bruge tid på at forholde sig til information, de allerede kender og kan fokusere på at lære nyt hele tiden.
Jeg stødte første gang på adaptiv læring i 2003 i London, hvor jeg overværede en demonstration af det i forbindelse med et produkt der hed Aspen LCMS fra Sumtotal Systems. Jeg så et e-learning modul, der startede med en test, en såkaldt ’pre-assessment test’, der skulle afdække hullerne i modtagerens viden. Efter testen gik man videre i modulet til den del, der formidlede viden. De områder man allerede havde styr på blev udeladt. Til sidst blev man præsenteret for en afsluttende test eller eksamen, hvor man som designer havde mulighed for at vælge, om brugerne kun skulle svare på spørgsmål vedrørende det indhold de lige havde gennemgået, eller om det skulle omhandle alt indholdet i modulet.
Potentielt set en virkelig smart og tidsbesparende måde at lære på.
Det rejser et godt spørgsmål. Hvis teknologien har været tilgængelig i hvert fald siden 2003, hvorfor er det så ikke mere udbredt?
Lad os lede efter nogle svar. Adaptiv læring består af to elementer: test og formidling.
Test-delen kan være en simpel test, der stiller brugerne en række spørgsmål med henblik på at finde eventuelle huller i deres viden. Det kan også være en adaptiv test, der løbende tilpasser, hvilke spørgsmål, der stilles på baggrund af de svar, der gives. Adaptiv testning bruges eksempelvis i forbindelse med nationale tests i folkeskolen. Testene er udformet, så sværhedsgraden på spørgsmålene hæves, hvis man svarer rigtigt på spørgsmålene, og sænkes, hvis man svarer forkert. I teorien bør man kunne relativt præcist afdække, hvad en elev kan, og ikke kan. I praksis er en anden sag, hvilket kan læses ud at den seneste kritik af læsetesten i folkeskolens nationale tests.
Lad os antage at det er muligt at udvikle en adaptiv test der kan afdækket eventuelle huller i brugerens viden. Ideen er så at softwaren herefter automatisk komme med anbefalinger på, hvilket materiale brugeren bør gennemgå.
Der, hvor jeg tror kæden hopper af, er i forestillingen om, at man på baggrund af en test, væsentligt kan reducere den mængde stof, der formidles og gøre det på en måde, som giver mening for modtageren.
Vi mennesker er ikke læringsmaskiner, der blot kan fodres med information om de dele af et emne, vi ikke forstår. Vi skal have konteksten med for at forstå indholdet.
Som jeg husker det, var indholdet i e-learning modulet i det modul, jeg så i London 2003 ret ”demoagtigt” og altså ikke et virkeligt kursus. Lidt ligesom man ser inden for layout, hvor teksten ofte består af ”lorem ipsum”-fyldtekst. Adaptiv læring fungerer supergodt som koncept, hvor eksemplerne, der bruges er dummy-data. Men det fejler, når det rammer virkeligheden, og der skal rigtigt indhold på banen.
I princippet kunne man godt forestille sig, at man kan designe mindre formidlingsdele, der kan serveres for brugere, der har huller i deres viden, men i praksis er det svært og tidskrævende at udforme læringsmateriale, der præcis leverer den nødvendige information - og intet andet.
Danske Area9 har tilsyneladende haft succes med adaptiv læring. I hvert fald er de blevet solgt til det amerikanske McGraw-Hill for Education for anslåede 1,5 milliarder. I januar 2018 investerede statens vækstfond 180 millioner i datterselskabet Area9 Lyceum, og de er i almindelighed pænt hypede med ret meget medieomtale. Jeg er selvfølgelig nysgerrig for at se, om de kommer i mål med at lave god adaptiv læring, så jeg har besøgt deres hjemmeside og kigget på to forskellige kurser, der begge bruger deres software og metode. Et kursus der omhandler Corporate Social Responsibilty (CSR) med to underemner; business and human rights, og anti corruption, og en app, hvor man kan lære noget om vin.
Jeg må sige, at det ikke ændrer på mit overordnede indtryk af adaptiv læring: Det lyder godt i teorien, men praksis halter. Jeg synes, at man bruger relativt lang tid på at besvare spørgsmålene, hvoraf en del er ret dårlige: uklare eller for lette. Hvis man svarer forkert på spørgsmålene, bliver man bedt om at gennemse noget materiale, typisk nogle kedsommelige statiske slides med nogle definitioner på, hvorefter man kan gå videre. På et tidspunkt får man samme spørgsmål igen, og hvis man ikke skulle have lært svaret ved at kigge på de kedelige slides, kan man formentlig huske, at man svarede forkert første gang og undlade at sætte kryds ved de forkerte svarmuligheder. Men hvis man svarer forkert igen, er det SAMME information som første gang(!), der skal hive én ud af ens uvidenhed. Der er altså ikke meget adaptivt over formidlingen.
Hvis man blev præsenteret for den slags indhold som almindelig e-learning, ville man dø af kedsomhed. Man kan selvfølgelig sige, at hvis det er ambitionsniveauet på indholdssiden, så er det selvfølgelig godt, at man ikke bliver præsenteret for mere indhold end allerhøjest nødvendigt.
Retfærdigvis skal det siges, at jeg synes den app, hvor man kunne lære noget om vin, var noget bedre end kurset om CSR, om end jeg stadig ikke synes, at vin-appen indfrier de høje forventninger, der er til adaptiv læring. Det, der er bedre i vin-appen, er i øvrigt ikke det adaptive element, men at grafikken er mere indbydende, og spørgsmålene er bedre.
For lige at give dig en ide om formidlingsdelen i vin-appen, så vil jeg lige beskrive et typisk indholdsslide for dig.
Det handler om Zinfandel druen, så der står Zinfandel i overskriften. Der er et foto af en typisk vin lavet på Zinfandel druen, og så står der med tekst, at Zinfandel vin er full bodied, fruit forward, high acid, og medium tannin. That’s it. Det er der altså ikke meget kød på.
Area9 har i øvrigt opdateret deres hjemmeside, så de nævnte eksempler ikke længere er tilgængelige. Hjemmesiden har selvfølgelig cases, hvor de viser, at brugerne har høj tilfredshed med materialet, men jeg gad godt se en rigtig videnskabelig sammenligning mellem deres adaptive, kedelige indhold og så et ikke-adaptivt e-learning modul, hvor man i stedet for at bruge pengene på licenser til Area9 havde brugt pengene på at lave noget engagerende indhold.
Min konklusion vedrørende adaptiv læring er for indeværende at det, ikke overraskende, ikke automatisk er godt, bare fordi det er adaptivt. Det kræver stadig velgennemtænkt, velpræsenteret, relevant indhold, for at mennesker lærer noget. Og adaptiv læring lyder bedre i teorien, end det er i praksis. Jeg har stadig til gode at se en løsning, der i praksis kommer i mål med denne tilgang til tingene, når vi kommer ud over meget basal færdighedstræning (matematik, grammatik osv.).
Jeg hører gerne om gode eksempler på god adaptiv læring, hvis du kender nogen, jeg har bare ikke set det endnu.
Har du lyst til at lære mere?
Hvis du vil vide mere om digital læring og e-læring, kan du starte med vores Elearning FAQ
Her er nogle artikler om forskellige typer digital læring som du måske vil finde interessante.
- Hvad er elearning og digital læring?
- Hvilke programmer skal man bruge for at lave elearning?
- Virker gamification?
- Hvad er mikrolæring?
Hvis du er interesseret i at læse mere om motivation og læring kan disse artikler måske interessere dig.
- Selvbestemmelsesteorien. Den vigtigste teori du skal kende om læring.
- Tvangsdesign – hvordan man ikke skal designe elæring.
- Hvilke læringsmetoder understøtter bedst motivation for læring?
- Din hjerne er IKKE en computer - Predictive Coding
- Flick 2 learn. Hvorfor Interaktiv elearning IKKE altid er spændende e-learning
... og leder du efter hjælp at udvikle spændende e-learning, eller vil du gerne lære at lave spændende e-learning selv - så giv os et praj.