Hvad sker der i hjernen, når vi lærer?

Læringsbro

Det er vigtigt at forstå, at selvom hjernen er ”plastisk”, dvs. at forskellige områder i hjernen kan ændre funktion, så er det ikke sådan, at de enkelte nerveceller i hjernen grundlæggende skifter funktion. Enten affyres nerveceller, eller også affyres de ikke.

Den ændrede funktion, ”læringen”, kommer af, at der dannes nye forbindelser til andre nerveceller, og/eller, at eksisterende forbindelser styrkes eller svækkes. Disse ændringer i forbindelserne mellem nervecellerne medfører en ændring af, hvornår andre nerveceller affyres. Hvis du synes at det lyder lidt teknisk kan du læse mere om hvordan hjernen fungerer i artiklen om Hjernen og læring.

Hvis du kan huske, hvad du fik til morgenmad i går, er der i din hjerne sket en konkret, fysisk ændring i forhold til adskillige forbindelser mellem nerveceller; nogle blev styrket og svækket, og nye er blevet dannet. Det betyder, at det i denne sammenhæng er et biologisk vilkår, at vi hele tiden lærer. Om det er såkaldt formel læring, dvs. læring i en undervisningssituation, eller uformel læring, dvs. når du f.eks. oplever smagen af broccoli for første gang, betyder ikke noget. Om du lærer, at hovedstaden i Italien hedder Rom, eller du lærer en teknik, der gør dig til en bedre leder, så er den underliggende mekanisme, at forbindelser mellem (adskillige) nerveceller bliver styrket eller svækket, og at nye bliver dannet. Denne måde at forstå hjernen på bliver nogle gange forvekslet med en ide om ”læring som hukommelse”, og bliver derfor med rette set skævt til fra et klassisk didaktisk udgangspunkt. Læring er naturligvis meget mere, end det vi forstår ved hukommelse, men vi kommer ikke uden om, at når vi lærer noget så forandres hjernen, og det er uanset om dét, vi lærer er at træffe beslutninger eller at genkende broccoli.

Læringsbroer

Så når man underviser eller designer undervisningsmateriale, handler det altså om, at man på en eller anden måde skal prøve på at skabe forbindelse, eller en læringsbro, imellem den lærendes eksisterende viden, også kaldet forforståelse, og det stof, der skal læres. Det kan også være, at der skal skabes broer imellem forskellig eksisterende viden, der blot ikke er forbundet i den lærende.
Det siger sig selv, at det kan være lidt af en udfordring, især fordi alle mennesker har et fuldstændigt individuelt udgangspunkt for læring, og fordi man jo ikke nødvendigvis kender deres eksisterende viden.
Men hvis der først kan skabes en læringsbro, kan den altid udvides, lidt ligesom en flok myrer, der sammen kan lave en bro over et hul, eks. mellem to blade.

Typisk vil man med fordel kunne forklare et emne på flere måder, eller involvere forskellige sanser eller følelser, da der så er større chance for at ramme et eller flere eksisterende schemaer hos modtageren. Med andre ord er der større chance for, at man prøver at lave en bro et sted, hvor der er ”nogen på den anden side af kløften”, som kan deltage i at lave broen mellem kendt og ukendt stof. Og lykkes det at lave FLERE broer, vil den samlede forbindelse være stærkere.

Xie Xie - Et eksempel på en læringsbro

For nogle år siden var jeg i Kina på en række længere ture. Jeg var afsted i forbindelse med et EU-projekt, og skulle undervise en masse kinesere. Da jeg ikke taler et ord kinesisk, havde jeg en tolk med mig. Jeg ville dog gerne lære at sige ’tak’ på kinesisk, så jeg spurgte flere gange mine tolke om, hvordan man sagde det. Jeg er normalt ret god til at udtale andre sprog, men jeg oplevede, at jeg havde usædvanligt svært ved bare at høre lydene rigtigt, og jeg kunne selvfølgelig heller ikke udtale det.

Hen imod slutningen af turen spurgte jeg min engelske projektleder, hvordan man sagde ’tak’, og så sagde han det, naturligvis med engelsk accent. Pludselig kunne jeg høre, hvad han sagde; ”sje shay”. Jeg tænkte med det samme, at det lød som ’chassé’, som dansetrinnet, et chassé, to chassé. Her havde jeg gjort mig umage i tre uger, og så skulle der ikke mere til end en forkert, men for mig mere bekendt, udtale til at skabe en læringsbro mellem min eksisterende viden og den nye viden. ARGH! . Nå, men det gode var, at nu kunne jeg både høre det og huske det. Bevæbnet med et schema for ordet ’tak’, udtalt af en englænder, havde jeg nu meget bedre forudsætninger for at kunne høre, hvordan det lød, når det blev udtalt korrekt af kinesere: xie xie. På min næste tur til Kina havde jeg mit lillebitte ”kinesisk schema”, som jeg kunne bygge videre på, og lærte på tre uger at tale det, man kan kalde ”taxakinesisk” (dvs. højre, venstre, stop osv.) plus en ti-tyve andre ord.

Når stoffet bliver for svært

Jeg har taget en del online kurser igennem såkaldte MOOC’s inden for de seneste år. MOOC’s er online kurser, hvor der deltager enormt mange studerende. Kurserne udbydes af anerkendte universiteter (Stanford, MIT, Penn, Wharton osv.) og behandler emner, som jeg synes er enormt spændende. Her er nogle af de kurser, jeg har taget: “Synapses, Neurons and Brains”, “Gamification”, “Introduction to Neuroeconomics: How the Brain Makes Decisions”, “Visual Perception and the Brain”, “Learning How to Learn: Powerful Mental Tools to Help You Master Tough Subjects”. Jeg kan anbefale hvert og et. Alt ved disse kurser foregår online, så typisk er alt stoffet formidlet ved hjælp af en filmet forelæsning.

Dertil kommer nogle multiple choice prøver og nogle peer reviewed essay opgaver. Alt sammen suppleret af online fora, hvor man kan diskutere stoffet med sine medstuderende. Alt i alt en ret god måde at lære på, om end den kræver en del disciplin/motivation. Hvis du har lyst til selv at prøve, kan du finde gode MOOC’s her: www.coursera.com og www.edx.com).

Hvorfor fortæller jeg alt dette? Sikkert fordi at jeg skal til at bekende en fiasko - og min forfængelighed byder mig at fortælle at dig at jeg altså godt kan koncentrere mig om svært stof:-)


I foråret 2016 oplevede jeg for første gang, at jeg gik i gang med et kursus som jeg ikke fuldførte: ”Machine Learning”, udbudt af Stanford. Superspændende kursus, godt lavet og med et koryfæ inden for machine learning som underviser, Andrew Ng.

Jeg har en baggrund som programmør, så da jeg meldte mig til kurset, tænkte jeg, at da kurset handlede om programmering - som jeg altså vidste noget om, og om læring - som jeg også vidste noget om, så måtte det være ladsiggørligt for mig at komme igennem. Og jeg gik videbegærligt i gang med kurset.

Stoffet viste sig at være meget mere ”matematiktungt”, end jeg kunne håndtere. Ikke sådan, at jeg ikke kunne forstå det, der blev forklaret, men sådan, at når jeg skulle forstå, hvad der blev forklaret, skulle jeg virkelig kæmpe for at følge med. Jeg kom til 4. uge ud af 12, og så kunne jeg ikke længere rigtigt forstå det jeg så i videoerne ”dybt nok”. Så jeg begyndte at se videoerne mange, mange gange. Igen og igen.

Til sidst gav jeg op. Jeg manglede simpelthen eksisterende schemaer, der kunne skabe en læringsbro til det stof, jeg skulle forstå – og der var længere, end jeg kunne opveje med min motivation for at lære stoffet.

 

Har du lyst til at lære mere?

Hvis du vil vide mere om digital læring og e-læring, kan du starte med vores Elearning FAQ

Hvis du er interesseret hjernen og læring vil du sikkert kunne lide disse artikler.

Hvis du er interesseret i at læse mere om motivation og læring kan disse artikler måske interessere dig.