For et par år siden var jeg var i Kina på 3 missioner på et EU projekt. Opgaven gik ud på at opbygge kapacitet således at de kinesiske organisationer jeg arbejdede med, selv kunne udvikle elearning. (Det passer jo meget godt med hvad vi ellers går og laver:-)). Det var en vanvittigt spændende opgave, ikke mindst fordi det foregik i en helt anden kultur.
Jeg mødte vældig mange humoristiske, humanistiske og begavede kinesere, hvor jeg egentligt synes at der var slående lidt forskel på hvad vi opfattede som god læring, trods de åbenlyse kulturforskelle. Det er klart at ikke alle havde så meget erfaring med elearning, men mine budskaber blev vel modtaget og forstået.
Men der var én oplevelse i en enkelt organisation, som jeg synes på vidunderlig vis illustrerer en problematik ved en tankegang man desværre ser alt for ofte, i alle dele af verden – OGSÅ i Danmark.
Jeg blev spurgt til råds om et problem som lederne af en organisation havde. Problemet var at deres brugere prøvede på at ”snyde dem”.
Baggrunden var, at de lavede elearning til en store gruppe mennesker for hvem det var obligatorisk at tage disse elæringskurser. I et forsøg på at motivere brugerne fik de dog nogle ”point” for hvert kursus de tog. Kurserne var designet ud fra en filosofi om at ”hvis vi viser dem det, så lærer de det”. Det var i høj grad envejskommunikation, med lange videoer, nogle gange, men ikke altid, efterfulgt at en række spørgsmål. Et meget klassisk design:-)
En ting der var rigtigt fint ved denne organisation, var at de var gode til at indsamle data om deres brugere. Og de fandt hurtigt ud af at brugerne skyndte sig igennem kurserne. De åbnede simpelthen kurserne og trykkede næste, næste, næste osv. (Og det tror jeg ALLE der har taget et elearningkursus har prøvet).
Det blev opdaget, fordi den samlede tid brugerne brugte på modulerne var meget kortere end videoernes varighed, og de kunne derfor umuligt have set videoerne.
Lederne spekulerede i, at grunden til dette nok var at kursisterne ikke var synderligt motiverede til at tage kurserne da de blev tvunget til det, og at kurserne nok også var lidt kedelige:-) (Gode bud.)
Men ”Løsningen” på problemet blev i første omgang at LÅSE navigationen, således at brugerne ikke kunne fortsætte til næste side, førend videoen havde spillet færdig. Det gode ved løsningen var at den var billig og hurtigt at implementere. (Det dårlige var naturligvis at det ikke var en god løsning.)
Lederne søsatte det opdaterede kursusindhold og de indsamlede mere data. Så fandt de ud af at brugerne blot åbnede andre vinduer medens videoen spillede færdig, og at brugerne derfor stadig ikke så videoerne.
Det næste bud på en ”løsning” gik ud på at programmere siderne sådan at de ALTID var i forreste vindue på computeren. SÅ fik de vel skovlen under de genstridige brugere?
Nej.
Brugerne åbnede kurserne, og GIK VÆK fra computeren for at lave noget andet, alt imens videoen lystigt spillede færdig:-) (Mennesket er heldigvis vidunderligt kreativt når det kommer til at slippe for ting der er kedelige.)
Hvordan de fandt ud af at brugeren gik væk ved jeg ikke. Men jeg ved at deres ”løsning” var at bede brugerne cirka hvert andet minut om at svare på Multiple Choice spørgsmål (i øvrigt UDEN relevans for indholdet) – for på den måde at tvinge brugerne til at følge med på skærmen.
Om det sidste tiltag fører til ægte, dyb, læring stiller jeg mig stærkt tvivlende overfor, men hvad der siden skete i ”våbenkapløbet” mellem brugerne og den tvungne, kedelige, elearning ved jeg ikke.
Det sker hele tiden – også i Danmark
Desværre må jeg sige at tankegangen ikke er unik for denne organisation, idet jeg har set den en del gange før – og siden – i resten af verden, også i Danmark.
Eksempler på tvangsdesign
Her er nogle eksempler på hvad jeg kalder et ”tvangsdesign”
- Brugerne må ikke gå videre til næste side førend en video har spillet HELT færdig.
- Brugerne må ikke gå direkte til den afsluttende test, men skal tvinges til at se ALT indholdet før de må tage testen.
- I forløb med video eller lyd får brugerne ikke mulighed for at pause afspilning og spole frem og tilbage.
Den overordnede idé ved et sådant tvangsdesign er en tro på at hvis man sikrer sig at brugere er eksponeret for noget materiale, ja så lærer de det.
Her er nogle grundlæggende problemer denne tankegang:
- Med ovenstående historie in mente vil jeg påstå, at man ikke med sikkerhed kan hævde at brugerne har lært noget som helst ved et sådan design. Men man kan måske bilde sig selv ind at man har sit på det tørre i forhold til at skulle tilbyde læring om et emne. Man vil kunne pege på en ”afsluttet” status i sit Learning Management System og sige: ”Jamen de HAR taget kurset, så det er ikke vores skyld at de lavede fejl”. Det er det jeg kalder ”alibi elearning”.
- Som jeg beskrev i min artikel om Motivation – Selvbestemmelsesteorien, er det demotiverende at blive frataget sin autonomi (dvs. ikke selv at måtte bestemme over sine handlinger). Motivation er som raketbrændstof for læringsprocesser, så det siger sig selv, at det er en dårlig ide at gøre noget der virker demotiverende på brugerne.
- Tvangsdesigns antager at folk IKKE VIL lære. Det har negative konsekvenser for de folk der faktisk GERNE vil lære, idet de bliver udsat for nogle helt urimelige betingelser for at lære. Prøv at forestille dig at du læste i en bog hvor du ikke måtte bladre frem og tilbage, eller at du så en instruktionsvideo hvor du ikke kunne pause eller spole? Når jeg læser faglitteratur, eller ser video med fagligt indhold benytter jeg mig i høj grad af at kunne gå frem for at orientere mig, og tilbage for at gense passager. Nogle gange har jeg også brug for at holde pause, hvis jeg eksempelvis har brug for at overveje hvad jeg har hørt eller læst, eller hvis jeg bliver for træt til at lære mere. Sådan tror jeg at langt de fleste mennesker har det.
- Typisk vil disse ”tvangsdesigns” også besværliggøre at en bruger kan bruge et elearningkursus som opslagsværk ved at gå ind til et bestemt sted i materialet
Det er pudsigt; jeg har ofte oplevet, at søde og rare mennesker får meget millitante idéer, som de aldrig ville byde folk hvis de sad overfor dem. Det er som om at afstanden mellem afsender og modtager bliver så stor, at nogle glemmer at det er rigtige mennesker som dem selv, der skal tage deres elearningkurser.
Når man designer elearning er det derfor er en god ide at spørge sig selv:
- Ville jeg selv bryde mig om at tage den elearning jeg er ved at lave?
- Ville jeg byde mine kursister disse betingelser hvis jeg sad foran dem?
- Er indholdet relevant for målgruppen. Kan noget skæres væk?
Og så i øvrigt designe forløbene med det udgangspunkt, at folk gerne VIL lære noget.
Har man brug for et bevis for at brugerne faktisk har lært noget, kan man jo altid TESTE dem (om end det ikke altid afslører dybden af det lærte, men det vender vi tilbage til i en anden artikel).
Som altid håber jeg at du kunne bruge denne artikel til noget. Del gerne, og kommenter endelig hvis du har spørgsmål eller noget på hjerte.