Det, der sker i hjernen, når vi træffer en beslutning er meget konkret, men også ret teknisk og derfor måske lidt svært at forstå.
For selv bedre at forstå har jeg leget med at bruge Facebook som metafor til at forklare det til en start. (Så bær over med mig, hvis du er hjerne- eller Facebook nørd, og du synes, at jeg siger noget, der er lidt udetaljeret. Jeg lover at gøre det godt igen:-)).
Here goes …
Du skal forestille dig, at hver Facebookbruger er en nervecelle, og at hvert ’like’ er et signal. Hvis du er venner med nogen på Facebook (dvs. har forbindelse), har du mulighed for at påvirke dem, og de har mulighed for at påvirke dig. Folk du ikke er venner med, har du ikke direkte mulighed for at påvirke, og de har ikke mulighed for at påvirke dig.
Forestil dig, at du går i en skov og kommer til et T-kryds. Du kan enten gå til højre eller venstre. Hvordan træffer du den beslutning?
Du vil bruge Facebook til at komme frem til et svar, så du deler to billeder på din Facebook-væg: Et billede med en pil til højre ’højre’ og et billede med en pil til venstre ’venstre’. Det billede, der samlet får flest likes vinder.
En af dine gode venner, lad os kalde hende Anne, synes at ’venstre’ er bedst, og deler derfor billedet. Anne har mange venner. Nogle af Annes venner liker billedet, og nogle få af dem synes, at billedet er så fedt, at de også deler det. Dette gør at deres venner også kan like og dele billedet. Så billedet ’venstre’ får rigtig mange likes. Du har en anden ven, lad os kalde hende Susanne. Susanne kan godt lide billedet ’højre’, så hun deler det. Men Susanne har ikke så mange venner, så det ender med, at billedet ’venstre’ samlet set vinder.
Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men Facebook ønsker at give dig mest muligt af det, du godt kan lide. Måske har du tænkt over, at selvom du måske har mange venner, så er det typisk kun nogle få venners opdateringer, du ser. Måske har du også bemærket, at hvis du liker noget du ikke plejer, så får du pludselig mere af den slags i dit Facebook-feed. Du kan teste det ved at finde en gammel ven på Facebook, som du ikke har talt med i lang tid, og like noget han eller hun har delt. I den næste tid er der en god chance for, at du ser mere fra din gamle skolekammerat i dit Facebook-feed.
Man kan jo ikke fortænke Facebook i gerne at ville give deres brugere mere af det, de kan lide, fordi så bruger de formentligt Facebook noget mere, og derfor tjener Facebook flere penge. Vi kommer til at vende tilbage til det problematiske ved denne mekanisme i Facebook, men lige nu vil jeg gerne bruge eksemplet til at gøre opmærksom på, at det faktisk også ligner nogle særlig egenskaber ved hjernen, nemlig at hjernen favoriserer forbindelser, der allerede er stærke, og jo mere disse forbindelser bruges, jo stærkere bliver de. I hjernen sker det igennem en proces der hedder langtidspotentiering . Kort fortalt går det ud på, at hvis en forbindelse mellem to nerveceller bliver brugt meget, vil den blive mere effektiv til at overføre signalet. I Facebook-metaforen betyder det, at hvis du har en ven som du ofte liker opslag fra, så er sandsynligheden for, at Facebook viser dig opslag fra denne ven større, og derfor er der endnu større chance for, at du liker opslag fra denne ven.
Cells that fire together, wire together
Der findes forskellige typer af langtidspotentiering . Den mest kendte kaldes Hebbs LTP, opkaldt efter Donald Hebb. Hebbs teorier forklares ofte med følgende udtryk: "Cells that fire together, wire together.". Dvs., at celler, der er forbundet med hinanden affyres sammen. (Det er mere kompliceret end citatet antyder, men til vores brug kan det fint bruges.)
Det største problem med Facebook-forklaringen er, at den ikke er særlig præcis, så lad os lige stramme op på den. I virkeligheden kan nerveceller ikke dele noget som helst med deres ”venner”, de kan kun like. Og når de liker, så sender de like-energi til de nerveceller, de er forbundne med.
I modsætning til Facebook kan de like samme ting mange gange.
En nervecelle har også den egenskab, at hvis tilstrækkeligt mange af dens venner, og især af den slags venner som den er tæt forbundne med, liker, ja så liker den også - uden at have et valg. Nu vil nogen måske mene, at de fleste mennesker slår hjernen fra, når de er på Facebook, men SÅ grelt er det trods alt nok ikke:-)
Og i modsætning til Facebook så er alle personer (nerveceller) i hjernen ikke lige. Placeringen af en nervecelle i hjernen er afgørende for dens funktion. Så hvis vi vender tilbage til eksemplet med T-krydset, så foregår det mere sådan her: Forestil dig, at du er en nervecelle et sted i den visuelle cortex, og du og dine kolleger i den visuelle cortex sender likes ud til venner afhængigt af, hvad jeres forbindelser liker. Jeres likes går igennem venner, venners venner osv. Et sted fremme i den frontale cortex forestiller vi os, at der sidder to nerveceller; lad os kalde dem Lars og Hans. Når enten Lars eller Hans får tilstrækkeligt mange likes i forhold til den anden, træffes beslutningen om enten at gå til højre eller venstre.
Har du lyst til at lære mere?
Hvis du vil vide mere om digital læring og e-læring, kan du starte med vores Elearning FAQ
Hvis du er interesseret hjernen og læring vil du sikkert kunne lide disse artikler.
- Hjernen og læring
- Hvad sker der i hjernen, når vi lærer?
- Neuro for nørder: nerveceller, aksoner, dendritter og synapser
- Bedstemor-neuroner, Jennifer Aniston og Catwoman
- Neuroner i en bedøvet kat
- This is your brain on Tetris
- Det mentale haglgevær
- Bias i vurdering af egen læring
Hvis du er interesseret i at læse mere om motivation og læring kan disse artikler måske interessere dig.
- Selvbestemmelsesteorien. Den vigtigste teori du skal kende om læring.
- Tvangsdesign – hvordan man ikke skal designe elæring.
- Hvilke læringsmetoder understøtter bedst motivation for læring?
- Din hjerne er IKKE en computer - Predictive Coding
- Flick 2 learn. Hvorfor Interaktiv elearning IKKE altid er spændende e-learning