Når I skal have lavet e-læring, film eller onboarding.
Hvordan får man lavet e-læring? Hvad skal man have klar?
Mindre, end de fleste tror. Det vigtigste er, at I kan svare på ét spørgsmål: Hvad skal folk gøre anderledes bagefter? Slides og håndbøger er rart at have, men ikke nødvendigt. Brug hellere tiden på at tale med nogle af dem, det handler om, og find ud af, hvor det går galt i dag.
Hvad koster det at få lavet e-læring?
Prisen afhænger især af tre ting: hvor meget der skal laves, hvor interaktivt det skal være, og hvor klart opgaven er beskrevet. En uklar opgave bliver dyrere, fordi leverandøren lægger en buffer ind. Men den største besparelse kommer et andet sted fra: Når man forstår problemet ordentligt, ender man tit med et mindre og kortere produkt, der virker bedre.
Hvor lang tid tager det at lave e-læring?
En tommelfingerregel fra branchen er 80 til 140 timers arbejde for én times almindelig e-læring, og mere, hvis den er meget interaktiv. Kalendertiden afhænger mest af, om indholdet er klar, og hvor mange der skal godkende undervejs. Og af, hvor meget der overhovedet skal laves: Et kursus på halvanden time kan nogle gange erstattes af tre korte film, der virker bedre.
Skal det være e-læring, video eller noget helt tredje?
Vælg ud fra, hvad folk skal gøre, og hvor de er, når de skal gøre det. Nogle gange er det et interaktivt kursus. Nogle gange er det et par korte film. Og nogle gange er det en tjekliste eller en besked, der kommer på det rigtige tidspunkt.
Kan man lave e-læring ud fra en PowerPoint eller en håndbog?
Ja, det er et fint udgangspunkt. Men slides lavet om til e-læring med en quiz bagefter er den enkleste og ofte den kedeligste form. Brug materialet som råstof: Find de situationer, hvor folk skal bruge det, og byg forløbet op omkring dem.
Hvor langt må et e-læringskursus være?
Der er ikke et magisk antal minutter, men kortere er næsten altid bedre. Meget af det, der står i et kursus, har folk ikke brug for i hverdagen. Skær alt det væk, der ikke hjælper nogen med at handle, og lad folk springe over det, de allerede kan.
Hvordan gør man compliance-træning mindre kedelig?
Vend det om. I stedet for teori efterfulgt af spørgsmål sætter du folk i en genkendelig situation, hvor de skal vælge, hvad de gør. Svarer de forkert, får de den teori, de manglede. Svarer de rigtigt, går de videre. Så spilder de ikke tid på det, de allerede kan.
Medarbejderne har taget kurset, men gør det samme som før. Hvad gør man?
Så er det sjældent viden, der mangler. Folk vil faktisk gerne gøre det rigtige, men noget står i vejen: Det giver ikke mening, det er utrygt, de kan ikke, eller det er for besværligt. Find den friktion og fjern den. Et kursus mere hjælper sjældent.
Kan man lave e-læring på flere sprog?
Ja, og det bliver meget nemmere, hvis man tænker det ind fra starten: Hold sproget enkelt, og undgå tekst, der er brændt ind i billeder og film. Vælg også et LMS, der kan håndtere flere sprog af det samme kursus, så I slipper for at administrere en kopi pr. sprog.
Hvordan laver man onboarding til nye medarbejdere? Findes der en skabelon?
Der findes mange skabeloner, men det, der oftest går galt, er informationsoverload. Nye medarbejdere får alt på én gang og husker næsten intet af det. Giv dem det, de skal bruge nu, og resten, når de får brug for det. En kort velkomstvideo med rigtige kolleger siger ofte mere end en personalehåndbog.
Hvordan laver man en explainer? Kan AI lave den?
En explainer er en kort animationsfilm på et par minutter, der forklarer én ting. AI-værktøjer kan lave video, men de kan ikke finde ud af, hvad filmen skal få folk til at gøre. Start dér, og skriv manuskriptet, før du vælger værktøj.