Aarsleff Rail – sikkerhedskursus med QR-kode-adgang og automatisk diplom
Aarsleff Rail fik et kort, mobiloptimeret sikkerhedskursus med QR-kode-adgang, realistiske dilemma-baserede situationer og automatisk diplom — på fire sprog.
Aarsleff Rail havde brug for et obligatorisk sikkerhedskursus, der kunne fungere i praksis: ude på arbejdspladsen, på mobilen, for både interne medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere – og på flere sprog.
Løsningen blev et kort, mobiloptimeret SCORM-kursus, hvor brugeren får adgang via QR-kode, gennemfører kurset digitalt og modtager et diplom automatisk efter gennemførelse. Kurset er udviklet i Articulate Storyline og Vyond og findes på dansk, engelsk, tysk og polsk.
Indholdet er bygget op omkring realistiske sikkerhedssituationer, hvor brugeren skal vælge, hvad han eller hun ville gøre. Ikke bare høre om reglerne. Ikke bare klikke sig gennem information. Men tage stilling til konkrete situationer, der minder om dem, man kan stå i på en Aarsleff Rail-arbejdsplads.
"Det har været vigtigt for os at udvikle et sikkerhedskursus, der fungerer i den virkelighed, vores medarbejdere og samarbejdspartnere står i hver dag. Sikkerhed handler ikke kun om at kende reglerne – det handler om at kunne træffe de rigtige valg i konkrete situationer. Derfor har vi haft fokus på at gøre læringen enkel, tilgængelig og praksisnær med realistiske cases, mobil adgang og et format, der er nemt at gennemføre ude på arbejdspladsen."
Judine Bisgaard, Aarsleff Rail
Udfordringen: Sikkerhed er svært at kommunikere
Sikkerhedslæring er sværere, end mange tror. Ikke fordi målgruppen er ligeglad – tværtimod. De fleste ved godt, at sikkerhed er vigtigt. Ingen møder på arbejde for at komme til skade. Og mange tror også, at de allerede har styr på det.
Derfor virker det sjældent særlig godt at lave et langt kursus, hvor man først gennemgår reglerne og bagefter tester, om brugeren kan huske dem. Problemet er nemlig ikke kun viden. Problemet er, hvad man gør i situationen.
Når man har travlt. Når en kollega går først. Når man tænker, at forholdene nok er som i går. Når noget er blevet så normalt, at man holder op med at se risikoen. Det sidste er en vigtig pointe i kurset: fareblindhed. Når man har gjort det samme mange gange uden problemer, begynder det at føles mindre farligt. Men risikoen er der stadig.
Løsningen: Fra QR-kode til gennemført kursus og diplom
Løsningen blev designet som et enkelt digitalt flow: Brugeren scanner en QR-kode, logger ind eller opretter sig, vælger sprog, gennemfører kurset og modtager et diplom som dokumentation.
Det gør løsningen praktisk for en målgruppe, der ikke nødvendigvis sidder klar ved en computer. Kurset kan gennemføres på mobil, tablet og computer, og det er optimeret til brugere, der skal hurtigt og sikkert igennem uden unødvendig kompleksitet.
For Aarsleff Rail betyder det, at sikkerhedskurset kan bruges som en del af adgangsflowet til arbejdspladsen. Brugeren får et bevis efter gennemførelse, og administrationen får en mere robust digital dokumentation.
Indholdet: Realistiske valg i stedet for lange forklaringer
Selve kurset tager cirka syv minutter. Det begynder med en tydelig introduktion, hvor Aarsleff Rail markerer, at sikkerhed er noget, organisationen tager alvorligt. Derefter bliver brugeren sat i konkrete situationer. For eksempel:
Du er mødt op på arbejdsstedet. Du skal hente materialer et stykke væk. Mellem dig og materialerne ligger et spor. Du fik instruktion i går. Hvad gør du?
Brugeren skal blandt andet tage stilling til hvornår man må gå i gang, hvordan man må bevæge sig rundt på arbejdspladsen, forskellen på arbejdsleder og sikkerhedsarbejdsleder, hvorfor jernbanesikkerhedsinstruktion skal gives hver dag, hvad man gør hvis der sker en ulykke, og hvornår man skal stoppe op og spørge.
Det er inspireret af det, man kender fra gamification og scenariebaseret læring: Sæt brugeren i en situation, giv nogle realistiske valgmuligheder, og lad feedbacken komme dér, hvor brugeren har taget stilling. Det er ikke gamification for underholdningens skyld. Det er gamification som en måde at skabe handling, refleksion og relevans.
Derfor virker formatet bedre
Når brugeren først har valgt en handling, bliver feedbacken mere relevant. Hvis svaret er forkert, opstår der et lille teachable moment: "Hvorfor var det ikke den rigtige handling?" Hvis svaret er rigtigt, kan feedbacken være kortere og bekræfte den adfærd, brugeren allerede har valgt.
Det gør kurset mere respektfuldt over for modtagerens tid. Og det passer godt til sikkerhedslæring, hvor mange i målgruppen allerede har erfaring, men stadig kan havne i situationer, hvor det er svært at gøre det rigtige. Derfor spørger kurset også direkte: Ville du gøre det samme i virkeligheden? For det er dér, sikkerheden skal virke.
"Vi har haft et rigtig godt samarbejde med elearningspecialist gennem hele processen. Der har været stor fleksibilitet, lydhørhed og vilje til at tilpasse løsningen undervejs, så den passede til vores behov og den virkelighed, kurset skal fungere i. Det har gjort det muligt at skabe en løsning, der både er praktisk anvendelig og nem at implementere i hverdagen."
Judine Bisgaard, Aarsleff Rail
Resultatet
Aarsleff Rail fik et kort, digitalt sikkerhedskursus, der kombinerer praktisk adgangsstyring med bedre læringsdesign. Løsningen giver adgang via QR-kode, mobiloptimeret gennemførelse, SCORM-format til LMS, versioner på dansk, engelsk, tysk og polsk, realistiske sikkerhedsscenarier, automatisk diplom efter gennemførelse, mindre manuel administration og tydelig dokumentation for gennemført kursus.
Kurset gør ikke sikkerhed til en lang liste af regler. Det gør sikkerhed til konkrete valg i situationer, brugeren kan genkende. For i sidste ende er det vigtigste ikke, hvad man kan svare i et kursus. Det vigtigste er, hvad man gør, når man står på arbejdspladsen.