Der findes en populær myte, der går ud på, at vi kun bruger en vis procentdel af vores hjerne, eksempel 10%.
Denne myte er blandt andet blevet formidlet i en række film, eksempelvis i filmen Lucy af Luc Besson og selvom det lyder besnærende, så er der desværre ikke noget videnskabeligt hold i teorien.
Hvad viser hjernescanninger egentlig?
Lad os først lige få noget basisviden på plads.
Her er et billede af en hjernescanning af en person, hvis hjerne udfører en eller anden funktion (præcis hvilken funktion er irrelevant for det følgende, men det kunne være eksempelvis at tale et sprog, få en belønning i hjernen eller planlægning af en opgave). Hvad viser scanningen?
Figure 4. Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Neuroimaging#/media/File:FMRIscan.jpg
Når vi kigger på billedet af hjernescanningen, så kunne man godt få den tanke, at der kun er aktivitet i de områder, der er farvede, og at de derfor er ansvarlige for udførelsen af den givne funktion.
Det var i hvert fald min umiddelbare tanke, da jeg først begyndte at kigge på den slags billeder.
Problemet er bare, at det ikke er korrekt, og det faktisk er ret uheldigt at anskue det på den måde, fordi det giver liv til hele to forkerte ideer om, hvordan hjernen fungerer.
- Dels kunne man få den tanke, at man kun bruger en lille del af hjernen, og
- dels giver det liv til ideen om, at et bestemt center i hjernen alene er ansvarlig for en given funktion.
Den første ide er en myte, og den behandler skriver jeg mere om her.
Den anden ide er ikke decideret forkert, men det er meget mere nuanceret end som så, og det vil jeg forklare dig i det følgende.
Lad os lige kigge på, hvad det egentligt er vi ser, når vi kigger på et billede af en hjernescanning. Der findes forskellige slags metoder til at måle aktiviteten i hjernen. Her vil jeg fokusere på en af de mest anvendte; Funktionel Magnetisk Ressonanstomografi, eller blot fMRI. fMRI udnytter det faktum, at blodcirkulation i hjernen og aktivitet i hjernens nerveceller hænger sammen. Når et område af hjernen er i brug, vil mængden af blod i området også stige.
Der er aktivitet i hele hjernen hele tiden i større eller mindre grad, så når hjerneforskere vil undersøge, hvordan hjernen fungerer i forskellige situationer, laves der først en neutral baseline måling af forsøgspersonens hjerne i hviletilstand, hvor de ikke tænker på noget eller foretager sig noget. Herefter udsættes forsøgspersonen for stimuli samtidig med, at man måler hjernens aktivitet.
De to resultater trækkes nu fra hinanden ved hjælp af kompliceret matematik, og resultatet viser forskellen i hjerneaktivitet imellem de to situationer.
Man kan sammenligne det med at måle alle spillernes aktivitetsniveau i en fodboldkamp. Først, hvor der ikke scores og dernæst i en situation, hvor der scores. Den spiller der scorer, laver måske som den eneste spiller noget usædvanligt, men det betyder jo ikke, at de andre ikke laver noget, eller at de ikke har indflydelse på, at der bliver scoret. Men hvis man fortolkede billedet som jeg oprindeligt fortolkede billeder af hjernescanninger, ville man tro, at den scorende spiller alene var ansvarlig for, at der blev scoret.
I ovenstående billede er der to områder, der er farvet grønne. I disse områder var aktiviteten i anden måling faktisk mindre end i baseline målingen. Betyder det så, at disse områder ikke har noget at gøre med den givne funktion? Eller er det netop den nedsatte aktivitet i samspil med den øgede aktivitet et andet sted, der gør at hjernen udfører den givne funktion? Oversat til vores fodboldanalogi kunne det jo være en spiller, der undlod at løbe offside og dermed skabte en forudsætning for, at den scorende spiller kunne score.
Derfor er hjerneforskere typisk meget tilbageholdende med at tillægge enkelte områder i hjernen hele ansvaret for en given funktion og formulerer sig typisk mere i vendinger som, at et område er involveret i en given funktion.
Det er ret kompliceret at aflure hjernen og dens hemmeligheder blot ved at bedømme aktiviteten i nogle forskellige områder. Prøv at forestille dig, at du ville finde ud af, hvad der ledte op til en scoring, eksempelvis hvilke spillere, der afleverede bolden til hinanden i en fodboldkamp, alene ved at se på spillernes aktivitetsniveau. For at få noget fornuftigt ud af det ville du nok lave flere målinger over tid, og det er da også præcis, hvad hjerneforskere gør. Dette resulterer typisk i nogle meget komplekse diagrammer, som nedenstående - som man skal holde tungen lige i munden - og være hjerneforsker - for at kunne afkode.
Figur 5 "Schematic illustration showing cortico-basal ganglia networks in relation to serial adaptation. A shift from the associative to the sensorimotor cortico-basal ganglia network is observed during habit formation." Kilde: From Actions to Habits Neuroadapt
Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at forklare diagrammet. Jeg viser diagrammet som kontrast til de simple billeder af hjernescanninger.
Opsamling
Når vi nu ved, hvad hjernescanninger faktisk viser så ligger det til højrebenet at gætte på, at myten har fået liv af billeder af hjernescanninger fortolket af folk, der ikke har sat sig ind i hvad de faktisk viser.
Myten puster til drømmen om, at vi kunne aktivere vores fulde potentiale ved at bruge en større procentdel af vores hjerne end de 10%.
Selvom det lyder besnærende, er der ikke noget videnskabeligt belæg for at sige at vi kun bruger 10 % af hjernen. Vi bruger HELE hjernen, men forskellige områder af hjernen har forskellige funktioner, og derfor bruger vi dem ikke alle sammen hele tiden. Det svarer til at sige, at hvis vi bruger alle vores muskler samtidig, bliver vi stærkere.
Du har muskler til at strække dine ben, og andre muskler til at bøje dem. Hvis du bruger dem alle samtidig, får du krampe, ikke styrke.
På trods af, at det manglende videnskabelige fundament, viste en undersøgelse af skolelærere i Storbritannien og Holland i 2012, at henholdsvis 48% og 46% af forsøgsdeltagerene troede på myten.
Gør du?
Har du lyst til at lære mere?
Måske kunne du være interesseret i vores Kursus i (digital) didaktik - Lær at designe god læring.
På kurset lærer du at udvikle læring, der fanger dine modtageres opmærksomhed og arbejder med deres motivation for at lære. Kurset er også til dig der der underviser i et klasseværelse, eller online og trænger til en faglig booster.
Har du lyst til at lære mere på egen hånd?
Hvis du er interesseret i videnskab, lærings- og hjernemyter vil disse artikler sikkert interessere dig.