Vi har misforstået motivation

Denne artikel er en del af serien om adfærdsdesign og DUDUR-metoden.
Du kan finde forklaringer på de gennemgående begreber her: Begreber i DUDUR-metoden.

Når cykelrytteren Mads Pedersen kæmper sig gennem regn og kulde, tror vi, det handler om viljestyrke.
Men som han selv har sagt: “Jeg elsker at lide på cyklen. Det er dér, jeg mærker, at jeg lever.”
Han cykler ikke, fordi nogen motiverer ham. Han cykler, fordi det er ham.
Træningen er ikke et middel til succes – den er meningen.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki siger det på sin egen måde:
“Jeg elsker spillet. Selv når jeg taber, elsker jeg at spille tennis.”
Hun spiller, fordi hun ikke kan lade være.
Og den islandske musiker Björk siger det endnu enklere:
“Musik er ikke noget, jeg laver – det er den måde, jeg forstår verden på.”

Jeg tænker på min gamle læge, Uffe, som stadig sad og slog op i Cochrane Review (https://www.cochranelibrary.com/) få uger før, han gik på pension.
Ikke fordi nogen bad ham. Ikke for point eller prestige. Men fordi han stadig var fagligt nysgerrig – og ville gøre det ordentligt.

Fire mennesker, fire verdener – samme mønster:
Motivation opstår, når mening, mestring og nysgerrighed begynder at hænge sammen.
Når det, man gør, og den, man er, flyder sammen.

Vi prøver at skrue op for noget, man ikke kan skrue på

I mange organisationer taler man om at skabe motivation.
Men motivation er ikke noget, man kan skrue op for udefra.
Den kan kun opstå, når betingelserne er der.

Når man prøver at presse motivation frem, får man modtryk.
Det kaldes reaktans (https://en.wikipedia.org/wiki/Psychological_reactance) – den modstand, der opstår, når mennesker mærker, at deres frihed bliver indsnævret.
Jo mere man forsøger at styre, desto mindre lyst får folk til at tage ejerskab.

Tryk kan lyde venligt:

“Nu har vi lavet et forløb, der gør det nemt for dig at gøre det rigtige.”

“Det her er vigtigt, og det vil du sikkert gerne støtte op om.”

Men det er stadig tryk. Det signalerer, at det rigtige allerede er besluttet.
Motivation kræver det modsatte: tillid, selvbestemmelse og plads til tvivl.

Et 3-tal, der dræbte meningen

Jeg blev engang kontaktet af en virksomhed, der ville have mig til at lave en video, der forklarede deres medarbejdere, at “3 på en skala fra 1 til 5 faktisk er godt.”
Jeg sagde, at det kunne jeg da godt – men det ville ikke virke.

Skalaen var en del af deres performance-system, hvor 3 betød “meets expectations”.
Men systemet var koblet til løn.
Det, der skulle være en udviklingssamtale, var i praksis et løn-diktat.

Jeg spurgte, hvorfor de havde lavet skalaen.
Hun svarede: “For at motivere medarbejderne.”
Så spurgte jeg: “Føler de sig motiveret?”
Der blev stille. Hun ringede aldrig igen.

De havde skabt et system, der på papiret skulle fremme high performance.
Men high performance kommer ikke af at skrue op for motivationen.
Det kommer af at fjerne friktionen – at gøre det trygt at fejle og muligt at lykkes.

Det var først bagefter, det gik op for mig, at problemet ikke var tallet 3.
Det var skalaen.
Bare det at blive sat i en kasse, andre har defineret, flytter motivationen fra indre til ydre.
Når man bliver målt, handler man for at undgå straf eller jagte belønning.
Og så forsvinder meningen.

Vi gør det, der giver mening – ikke det, der kan betale sig

De klassiske motivationsteorier forsøgte at gøre motivation til et regnestykke.
Maslow beskrev behov. Vroom lavede en formel. Herzberg delte tilfredshed i to kategorier.

Men fælles for dem alle var antagelsen om det rationelle menneske:
At vi gør, hvad der kan betale sig.

Virkeligheden er det modsatte.
Vi gør ikke det, der kan betale sig – vi gør det, der giver mening.
Og det er en langt bedre forklaring på, hvorfor mennesker handler – eller lader være.

Selvbestemmelsesteorien – det rigtige spor, brugt forkert

Med Deci & Ryan (https://selfdeterminationtheory.org/the-theory/) tog forskningen et vigtigt skridt.
De viste, at mennesker motiveres indefra, når tre behov bliver mødt: selvbestemmelse, kompetence og samhørighed.

Men ironisk nok blev teorien hurtigt gjort til endnu et styringsværktøj.
Organisationer begyndte at “designe indre motivation” – som om man kunne skabe selvbestemmelse ved at lave et spørgeskema.
Men pointen var aldrig at styre mennesker.
Det var at skabe betingelser, hvor motivationen kan opstå af sig selv.

Når selvbestemmelse bliver et skema, bliver den igen kontrol.
Og så forsvinder præcis det, teorien ville beskytte.

Motivation er friktion i meningsfeltet

Jeg tror, vi har misforstået, hvad motivation er.
Det er ikke viljestyrke, men fraværet af meningsfriktion.

De fleste mennesker vil gerne gøre det rigtige.
Når de ikke gør det, handler det sjældent om modvilje – men om friktion:
De kan ikke se meningen.
De føler sig ikke trygge.
De oplever ikke, at de kan.
Eller det er for besværligt.

Motivation opstår, når friktionerne fjernes.
Når noget føles meningsfuldt, trygt og muligt, skal man næsten anstrenge sig for ikke at handle.

Vil du dykke dybere i, hvorfor indre motivation opstår, når vi møder behov for selvbestemmelse, kompetence og samhørighed? Læs mere om selvbestemmelsesteorien her: https://elearningspecialist.com/blog/posts/2019/maj/den-vigtigste-teori-om-laering/

Mening skabes ikke i manualen, men i relationen

Mening er ikke en fast størrelse.
Som Helle Hein (https://hellehein.dk) har vist, er mening individuel – det, der giver mening for én, kan være meningsløst for en anden.
Men mening skabes sjældent alene. Den opstår i relationen mellem mennesker.

Her supplerer Louise Klinge (https://hansreitzel.dk/collections/louise-klinge) billedet med begrebet relationskompetence – evnen til at møde et andet menneske på en måde, der bekræfter dets værdi.
I skolen bruges begrebet mellem lærer og elev, men det er lige så relevant mellem leder og medarbejder, eller mellem kolleger generelt.

Når relationen opleves som anerkendende og tryg, styrkes meningsfølelsen.
Når den opleves som instrumentel eller kontrollerende, opstår meningsfriktion.

Derfor er motivation ikke bare et spørgsmål om indre drivkraft, men om den kvalitet, vi møder hinanden med.
Det er her, ledelse og læring krydser hinanden: Begge handler om at skabe rum, hvor mennesker oplever, at deres indsats giver mening – og hvor de bliver mødt som hele mennesker, ikke som ressourcer.

Fra motivation til muliggørelse

Vi skal holde op med at motivere mennesker.
Vi skal begynde at muliggøre dem.

Motivation kommer ikke af pres, men af mening, tryghed og mulighed – men især af mening.
Når vi fjerner meningsfriktionen, følger engagementet af sig selv.

Ledelse handler derfor ikke om at skrue op for viljen, men om at fjerne de forstyrrelser, der gør det svært at ville.
At skabe rum, hvor mennesker selv kan finde forbindelsen mellem det, de gør, og det, de tror på.

Motivation kan ikke implementeres.
Men den kan forsvinde, hvis vi gør den til et projekt.

Det stille træk indefra

Når jeg ser på Mads Pedersen, Caroline Wozniacki, Björk – og min gamle læge, Uffe – ser jeg ikke mennesker, der er blevet motiveret.
Jeg ser mennesker, der handler ud fra en indre ro.
De vil, fordi det giver mening.
De kan, fordi de tør.
De bliver ved, fordi det er en del af dem.

Og måske er det her, den egentlige pointe ligger.
Motivation minder på mange måder om læring.
Vi kan ikke tvinge os selv til at lære noget – lige så lidt, som vi kan tvinge os selv til at blive motiverede.
Vi kan bestemme os for, at vi vil lære, men det betyder ikke, at vi faktisk gør det.
Læring sker, når noget rammer os – når det giver mening.
Og det gør motivation også.

Vi kan heller ikke lade være med at lære, når noget føles relevant og levende.
På samme måde kan vi heller ikke lade være med at blive motiverede, når det, vi gør, hænger sammen med den, vi er.

Det er derfor, forsøg på at skabe motivation eller styre læring altid ender i det samme paradoks:
Jo mere vi prøver at presse det frem, desto mere forsvinder det.

Motivation og læring opstår af sig selv, når betingelserne er rigtige –
når mennesker får lov til at tænke selv, handle frit og finde mening i det, de gør.

Motivation er ikke et projekt, vi skal drive.
Det er en tilstand, vi skal værne om.
En balance mellem mening, mestring og menneskelighed.

Man kan ikke motivere mennesker.
Man kan ikke tvinge dem til at lære.
Man kan kun fjerne friktionen – og gøre det muligt for dem at ville og at lære.

Kunne du lide det, du læste?

Hvis du synes, det her gav mening, vil du sikkert også have lyst til at følge mit næste projekt:
Jeg er i gang med at skrive bind 2 i serien Superlæring? – bogen Fra læringsteater til adfærd.

Den handler om, hvordan vi med DUDUR-metoden kan designe læring og kommunikation, der faktisk ændrer adfærd.
Bogen bygger videre på Læringens DNA – hvor jeg viser, hvordan læring sker i hjernen, og hvordan vi kan fjerne de flaskehalse, der står i vejen for forståelse, engagement og hukommelse.

👉 Vil du have besked, når Fra læringsteater til adfærd udkommer – og følge arbejdet undervejs, kan du skrive dig op her:
Hold mig opdateret

Du kan også læse mere om serien på superlaering.dk