Delt opmærksomhedseffekt - split attention effect

En dag i november 2010 ændrede min verden sig.

Jeg var i gang med at læse i en bog, der hedder ”E-learning and The Science of Instruction” af Ruth Colvin Clark og Richard E. Mayer (affiliate link). Bogen beskriver evidensbaserede metoder med fokus på at designe e-learning. Jeg læste i den og syntes, at det var en ret god bog. Da jeg kom ca. til side 90, læste jeg om et fænomen, der hedder ’split attention effekt’.

Split attention-effekt, eller ”delt opmærksomhedseffekt” forklarer det fænomen, at hvis man ser en tekst og hører en speak med den samme tekst, så kommer man til at dele sin opmærksomhed imellem de to sanseindtryk på en uheldig måde. Selvom man skulle tro, at jo flere sanser, der tales til jo bedre, så viser split attention-effekten, at man faktisk bruger mere mental energi på at synkronisere det, man hører med det, man ser end på at forstå det samlede budskab.

For lige at uddybe så siger split attention-effekten ikke noget om, at man ikke kan/skal tale til flere sanser samtidig. Det som split attention-effekt beskriver er, at når den samme information leveres på samme tid, så deles vores opmærksomhed, og det går selvfølgelig ud over forståelsen af det, der formidles. Et andet eksempel på, hvordan man kan modtage samme information med de forskellige sanser kan eksempelvis være, når vi ser på et par hænder, der klapper, så ser øjnene, at hænderne klapper, ørene hører lyden af et klap, og hvis man selv klapper, kan man også mærke det med følesansen.

I naturen/virkeligheden supplerer vores sanseindtryk hinanden, og det sker så godt som aldrig, at vi modtager den præcis samme information med forskellige sanser samtidig.  Derfor har vi heller ikke udviklet os til at være gode til at afkode den slags kommunikation.

På det tidspunkt havde jeg igennem en årrække udviklet mange tusinde siders e-learning, hvor det havde været fast praksis både at vise teksten og speake samme tekst. Og så læste jeg noget, der sagde, at det var helt forkert at gøre lige præcis det. Helt. Forkert.

Jeg googlede straks split attention effekt, fandt hurtigt information, som bekræftede det bogen sagde og som rejste endnu flere spørgsmål end det gav svar.

Jeg var i den grad rystet i mit fundament. Jeg var ikke alene om at have udviklet den e-learning, så både jeg og mine kolleger var fuldstændigt overbeviste om, at det var sådan man skulle gøre. Dels fordi det var det, vi havde lært - det var ”sådan alle gjorde” - men også fordi det var underbygget af flere teorier, hvor især teorien om læringsstile var en markant inspiration.

I bogen skriver Ruth Colvin Clark og Richard E. Mayer også, at hvis man kun skal have én ting ud af at læse bogen, så vil de håbe, at det er, at læringsstile ikke findes, og at de ikke kan bruges som teoretisk fundament til at udvikle læring. På det tidspunkt havde jeg som nævnt både udviklet meget læringsmateriale, men også holdt foredrag om læringsstile og vidste rigtig meget om det.

Nu kan man med rette indvende, at teorien om læringsstile ikke siger, at man skal vise den samme tekst som der speakes, og at det blot var sådan jeg og mine kolleger havde fortolket det.  Og det er også rigtigt, men da jeg opdagede, at store dele af min faglige forståelse var forkert, fik det mig til at gå i kødet på alle underliggende teorier jeg brugte på det tidspunkt for at undersøge, om de holdt vand.

Har du lyst til at lære mere?

Hvis du er interesseret i videnskab og lærings- og hjerne myter vil disse artikler sikkert interessere dig.

Hvis du er interesseret i at læse mere om motivation og læring kan disse artikler måske interessere dig.

Hvis du vil vide mere om digital læring og e-læring kan du starte med vores Elearning FAQ

... og leder du efter hjælp at udvikle spændende e-learning, eller vil du gerne lære at lave spændende e-learning selv - så giv os et praj.

Om forfatteren