Elearning FAQ – Begreber

Denne FAQ er et godt sted at starte hvis du vil have en hurtig forklaring på de vigtigste begreber indenfor elearning. Du kan også finde forklaringer på nogle af de hyppigste misforståelser indenfor elearning.

Hvad er e-læring/elearning?

Kort fortalt er elearning uddannelsesmateriale der leveres via computer eller mobile enheder o. lign. Elearning er ikke godt til al uddannelse, men det kan være rigtig godt hvis det er relevant for kursisterne og bruges rigtigt. Man kan selv udvikle elearning materiale vha. forfatterværktøjer, man kan hyre konsulenter til at gøre det eller man kan købe færdiglavede elearning kurser.

Hvad er et Learning Management System (LMS)?

Et LMS er et system man kan bruge til at administrere kursister og elearning. I de fleste Learning Management Systemer kan man se rapporter over hvilke brugere der har taget hvilke kurser og hvordan de har klaret sig i de kurser de tager. Man taler om at systemet ”tracker” hvad brugerne gør (dvs. logger deres aktivitet).

Kan man lave elearning uden at have et Learning Management System (LMS)?

Ja, det kan man godt – det kommer helt an på dine behov. Hvis du har brug for at vide hvem der tager et bestemt elearning kursus og hvordan de har svaret på spørgsmål, om de har bestået, brugt mere end 10 minutter osv. er der gode chancer for at du har brug for et LMS. Hvis du blot vil formidle noget viden til en række personer, skal du måske overveje om en video eller nogle websider på intranettet ikke giver dig det samme. Det væsentlige er om du vil “tracke”/logge hvordan brugerne klarer sig.

Hvad koster et Learning Management System (LMS)?

Learning Management Systemer findes i mange forskellige prisklasser og afregningsmodeller. Priserne varierer meget, fra “gratis”/open source til meget dyrt. LMS sælges oftest med en pris pr bruger fra ca. 60 kr./bruger/år til over 300kr/bruger/år ved 500 brugere. (500 brugere anses normalt ikke for at være ret mange brugere).

Prisen afhænger typisk af om man køber mange eller få brugere. LMS sælges ofte i moduler med en grundpris per bruger for basis funktionalitet, hvor man så betaler ekstra hvis man eksempelvis vil have et Social Learning modul med (fora, Wikis osv.), Integration til Active Directory eller SharePoint osv. Prisen afhænger også af om man selv vil hoste det eller om man køber et hosted LMS.

Under alle omstændigheder skal man tænke godt over hvilke behov man har når man vælger. Generelt ser vi at de fleste LMS kan langt mere end de enkelte organisationer har behov for, og at kunder derfor ofte kommer til at betale mere end de behøver.

Hvad er forskellen på et LMS og et CMS?

Tidligere brugte man CMS som betegnelse for et COURSE Management System. Men nu bruges CMS som betegnelse for et CONTENT Management System (som man typisk bruger til at lave internet/intranet sites med). Nu bruger man betegnelsen Learning Management System (LMS) (se denne ovenfor) i stedet for COURSE Management System.

Hvad er et LCMS?

LCMS står for Learning Content Management System. Et system hvori man kan udvikle (E)lærings indhold (content) via nettet.

Hvilke programmer bruger man til at udvikle elearning materiale?
Der findes forskellige kommercielle forfatterværktøjer, og her er nogle af de mest populære: Adobe Captivate, Articulate, ToolBook. Man kan også lave det ”fra bunden” i flash/HTML, JavaScript osv. Nogle LMS har også mulighed for at udvikle indhold online – men husk at sikre dig at indholdet er SCORM kompatibelt (for det det er det ikke altid – selv ikke i SCORM kompatible LMS’er). Der findes open source værktøjer – det er dog svært at få øje på et godt gratis værktøj.

Hvad er Blended Learning?

Blended Learning er en kombination af traditionel tilstedeværelsesundervisning og elearning. Hvis du planlægger at anvende elearning vil det ofte være en god ide at bruge blended learning til de dele af pensum der sværest/dyrest kan konverteres til et elearning modul.

Hvad er asynkron og synkron elearning ?

Elearning kan også være en undervisningssituation hvor kursister ”mødes” med en lærer via internettet. Det kan ske via chat, IP telefon, eller virtuelle møder. ”Synkron” elearning refererer til at lærer og kursister skal gøre noget samtidigt, hvor ”asynkron” elearning betegner det at læreren/forfatteren udvikler indhold, som kursisterne derefter kan anvende uafhængigt af læreren/forfatteren.

Hvad er SCORM?

SCORM er en standard der sikrer at dit elearning indhold og Learning Management System (LMS) kan ”tale sammen”. Det betyder blandt andet at man kan flytte sit indhold over i et andet LMS, hvis man har brug for at skifte leverandør – uden at skulle betale kassen for få det konverteret. Det betyder også at man kan købe standardkurser fra andre leverandører og blande det med egne udviklede elearning kurser. SCORM er kedelig læsning og ikke noget man behøver at kunne forstå alle detaljerne i, bortset fra at man SKAL vælge et SCORM kompatibelt LMS og forfatterværktøj når man går i gang – hvis man vil være ”fremtidssikret”.

Tomas Lund er ekspert indenfor læring og elæring.

comments powered by Disqus

Hmmm... Hvad nu?

Vi håber at du har set noget du synes var din tid værd og får lyst til at høre mere om hvordan vi kan hjælpe dig.

Vi har knap 20 års erfaring indenfor læring, der gør en forskel, så vi kan helt sikkert også hjælpe dig.  Giv os et kald på 86 18 48 66 og lad os hjælpe dig godt videre.